På væggen i HENRI på Gammel Kongevej udspiller der sig et besynderligt drama. Nøgne menneskeskikkelser sidder hensunket i deres egne tanker på små grønne øer i et blodrødt hav. Afhuggede enhjørningehoveder og en tiger, der lusker rundt. Ude i horisonten nærmer der sig noget, der godt kunne minde om en velkendt planet.

Værket bærer titlen Kaos i det symbiotiske kosmos og er malet af den 20-årige københavnske billedkunstner Kami Luca Maranini. Hans kunstneriske univers er formet af barndommens museumsbesøg i Firenze, graffiti og en insisteren på magiens berettigelse i et moderne samfund.

HENRI har talt med ham om kunst, mytologi og hans forsøg på at give plads til det åndelige i en verden i acceleration.

Kan du fortælle om værket bag dig?

Ja, maleriet hedder Kaos i det symbiotiske kosmos. Man ser en masse forskellige figurer, der flyder rundt på nogle øer ude i et rødt hav. Øerne kan ses som forskellige sindstilstande, hvor figurerne sidder alene, uden at kommunikere med hinanden, og kigger lidt ensomt rundt.

Værket består af to malerier, som tilsammen fortæller en større historie. Jeg leger med forestillingen om, at menneskene på den her planet lever i symbiose, men bliver forstyrret af en anden planet, der nærmer sig ude i horisonten.

Den planet kunne godt være Jorden, men det kunne også være noget andet. Jeg prøver at undersøge, hvordan vores måde at leve på her på Jorden måske er med til at skabe ubalance ude i rummet. Det er en slags karikatur af den tanke.

Hvorfor maler du?

Fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg har et behov for at udforske dele af mit hoved, som jeg ikke kender, og som jeg kun kan lære at kende ved at skabe et maleri eller en illustration.

Jeg ser mine billeder som noget, der kommer fra min underbevidsthed. Gennem billederne kan jeg forstå mig selv bedre, og nogle gange kan de give mig svar på, hvordan jeg egentlig har det.

Hvornår opstod din interesse for kunst?

Min far er italiener, og mine bedsteforældre bor i Firenze. Siden jeg var helt lille, har jeg tilbragt månedsvis hos dem, og min farfar har altid været god til at tage mig med rundt på byens museer.

Jeg tror, at meget af min interesse for kunst, religion og mytologi opstod gennem de utallige museumsbesøg, hvor jeg så renæssancens malerier.

Da jeg var 12 år, begyndte jeg at male graffiti. Det var en indgang til at forstå, at jeg havde et reelt behov for at udtrykke mig med alle de her farver osv.

Jeg kan også huske, at jeg som helt ung så en dokumentar med en kunstner, der fortalte om sine værker. Jeg mærkede et stød helt nede i maven. Jeg vidste, at det var det, jeg ville: beskæftige mig med mit eget udtryk.

“Jeg mærkede et stød helt nede i maven. Jeg vidste, at det var det, jeg ville: beskæftige mig med mit eget udtryk.”

Hvad var det ved renæssancekunsten, der fascinerede dig?

Jeg synes, det er interessant, at malerier engang blev brugt til at fortælle vigtige historier om politik, religion og om, hvordan verden hang sammen. Det er ikke bare noget flot, man kan hænge op. Det er også en måde at forklare samtiden på.

Hvad sker der inde i dig selv, når du bliver fanget af et maleri?

Det, der virkelig rører mig, når jeg ser på kunst, er, når der er en form for mystik. Jeg kan godt lide, at der er noget magisk, noget, der fortæller en historie, som ligger uden for vores sprog.

Det talte sprog er godt til at forklare en masse ting, men billedsproget kan forklare en helt anden dimension af følelser.

Hvilke fortællinger forsøger du at skabe i dine værker?

Jeg er som sagt meget optaget af gamle mytologier, religiøse fortællinger, vilde væsener og eventyr.

Og i mit billedkunstneriske univers prøver jeg at skabe min egen mytologi, som kan indeholde fragmenter fra andre religioner og mytologier, men som jeg genfortolker til mine egne fortællinger.

Jeg kan godt lide, at billederne både er seriøse og useriøse. Maleriet i HENRI beskæftiger sig eksempelvis med nogle forholdsvis alvorlige emner, men der er også noget komisk og nærmest liderligt over de nøgne figurer, der sidder rastløse og kigger ud i luften.

Jeg tænker meget over, hvad der foregår ude i rummet, og hvad vores mening med at være her egentlig er. Hvad laver vi her? Hvad er vores plads i kosmos?

Det er spørgsmål, jeg prøver at undersøge gennem mine billeder.

Hvordan begynder du på et nyt maleri?

Det begynder med små indtryk fra hverdagen. Det kan være et ord, en sætning, en religiøs figur eller et billede, jeg får i hovedet. Jeg samler på de her indtryk over en periode, indtil jeg kan mærke, at det skal illustreres.

Det kan føles sygt angst inden jeg går i gang, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal male. Jeg laver ikke skitser på forhånd. Jeg begynder med nogle figurer, der foretager sig et eller andet, og så bygger jeg universet op omkring dem.

Det er næsten som at være Gud. Man bliver en slags verdensskaber, fordi man selv bestemmer, hvad der skal foregå i billedet.

 Og så sker der noget magisk. Historien begynder at opstå helt af sig selv. Nogle gange er det næsten som at læse sine egne drømme. Jeg kan blive helt overrasket over, hvor meget af det, der har fyldt i mit liv, som pludselig dukker op i et maleri, uden at jeg bevidst har forsøgt at få det frem.

Hvad er den største udfordring ved din arbejdsproces?

Det er nok, at jeg altid starter på fuldstændig bar bund. Jeg ved ikke, hvor maleriet fører mig hen, og jeg er nødt til at stole på, at det bliver til noget. Men når jeg først har tegnet maleriet op, begynder en mere meditativ proces, hvor jeg skal fylde felterne ud med farver.

Jeg havde enormt svært ved at koncentrere mig gennem hele min skolegang. Men når jeg maler, kan jeg sidde i dagevis. Pludselig opdager jeg, at klokken er to om natten, og at jeg ikke har fået noget at spise. Det er vildt, at maleriet kan fremkalde den form for dyb koncentration, hvor jeg suges ind universet og nærmest bliver en del af det.

Du taler meget om magi. Hvad betyder det for dig?

Jeg kan godt lide tanken om, at der findes magi. Den anden dag så jeg en kat, der kiggede på mig, og så forestillede jeg mig, at det måske var Gud, der kiggede på mig. Det er egentlig ligegyldigt, om det var Gud. Det interessante er at tillade sig selv at tro på det. Hvorfor ikke se verden gennem de briller?

Jeg synes, vi lever i en verden, hvor vi får at vide, at der er ét liv, og at vi bare skal leve og dø. Derfor synes jeg, det er vigtigt at pumpe noget magi ind i tilværelsen.

Jeg tror, det er vigtigt at give den åndelige verden plads. Vi lever i et samfund, der er meget optaget af andre ting, og derfor vil jeg gerne komme med mit bud på, hvad magi kan være i dag. En form for samtidens magi, set gennem øjnene på en ung fyr i 2026, som også er på Instagram og lever i den moderne verden.

For det åndelige hører ikke kun urskoven eller urmennesket til. Det hører mennesket til.