Bruno Berle
Interview og tekst: Wilhelm Østergaard
Den brasilianske musiker Bruno Berle lagde under sin europaturné vejen forbi HENRI.
Han havde netop spillet på Roskilde Festival (hans hidtil største koncert) og befandt sig stadig i København, da vi inviterede ham til vores BBQ & BOSSA-event den 10. juli i HENRI på Gammel Kongevej.
Han takkede ja og tilføjede, at vi samtidig kunne fejre udgivelsen af hans nye album, Sem Fronteiras, der ville udkomme selvsamme dag.
Da Bruno satte sig med guitaren foran mikrofonen, stod det klart for de fremmødte, at han besidder en særlig evne til at indtage et rum. Med sin stemme og sit nærvær fyldte han butikken med en blød sanselighed, der på samme tid havde en overrumplende kraft.
Dagen efter koncerten mødtes jeg med Bruno i Nørrebroparken. Det er lørdag, sen eftermiddag. Vi går ad stien, der krydser parken. Bruno er nysgerrig og spørger ydmygt ind til livet i København. Lige foran os går et forældrepar med en barnevogn. Tanken om, at de ufrivilligt er publikum til vores samtale, gør mig pinligt selvbevidst, for det er da altid sjovt at høre, hvordan andre københavnere portrætterer byen for udefrakommende. Jeg gør tegn til Bruno om, at vi skal overhale forældreparret, så jeg kan besvare spørgsmålene, selvom jeg dog i højere grad er interesseret i at høre om hans liv. Han fortæller om São Paulo, hvor han de seneste år har boet sammen med sin søster. Dagene går med at lave musik i et studie, han deler med barndomsvennerne fra hjembyen, Batata Boy, Nyron Higor og Phylipe Nunes.
Han lyser op, når han fortæller om studiet og det fællesskab, der er mellem dem. I en indskudt sætning fortæller han, at rapperen Tyler, the Creator, var forbi studiet for nogle måneder siden for at hilse på.
Da vi drejer fra Rantzausgade og ned ad Griffenfeldsgade, tikker der en besked ind på Brunos telefon. Han ser koncentreret på skærmen og løfter derefter blikket og smiler. Den første anmeldelse af albummet er kommet, og jeg kan se på ham, at den må være positiv. En brasiliansk musikjournalist, som Bruno nærer stor respekt for, har rost albummet til skyerne. Jeg returnerer smilet og ønsker ham tillykke. Vi træder ind ad døren til HENRI på H.C. Ørsteds Vej og sætter os i de grå barberstole. Det er tidlig aften, butikken er lukket, og udenfor falder et gyldent lys ned på de forbipasserende.
Wilhelm Østergaard: Kan du fortælle om dit nye album? Hvad handler det om?
Bruno Berle: Jo, mit nye album hedder Sem Fronteiras, som betyder "No Borders". Det er mit tredje album, og det handler især om kærlighed, men også om, hvad grænser egentlig er – i kærlighed, politik, territorier og musik.
WØ: I hvilken relation til musik?
BB: Albummet er for eksempel ikke afgrænset til én særlig genre. Det rummer forskellige typer musik, forskellige stilarter, og indspilningerne er lavet på tværs af landegrænser.
Jeg vil ikke bryde mig om at optage alle sangene i det samme studie. Jeg vil hellere lave sessions med en masse forskellige mennesker. For eksempel begynder den første sang på albummet med en stemmeoptagelse, der blev lavet i London, oven på noget Nyron havde produceret i vores studie i São Paulo. Så jeg eksperimenterer hele tiden med at udviske grænser, når jeg laver musik. Ja, bryde regler og grænser.
WØ: Jeg har flere steder læst, hvilke andre kunstnere du bliver sammenlignet med, men hvis du selv skal sætte ord på det: Hvad er du musikalsk formet af?
BB: Jeg er formet af en masse forskellig musik fra radioen, fra hele Brasilien. Jeg kommer fra en fattig familie, og i mit barndomshjem havde vi hverken cd-afspiller, kassettebåndafspiller eller pladespiller – kun en radio.
Han holder en pause.
BB: Men også musikken fra gaderne og festerne i Maceió, den by jeg kommer fra. Der blev spillet mange forskellige typer musik – især forró, som efter min mening er noget af den vigtigste musik i Brasilien. Den musik har præget mig mindst lige så meget som alt det andet fra radioen.
WØ: Hvad er dit tidligste minde med musik?
BB: For nylig fortalte en af mine tanter mig, at da jeg var tre år gammel, plejede jeg at synge for gæsterne derhjemme. Jeg sang Zezé Di Camargo & Luciano – en brasiliansk sertanejo-duo, som var enormt populær, da jeg blev født. Det var den musik, der blev spillet overalt i Brasilien. Men da jeg var syv, lærte min far mig at spille guitar. Jeg sad altid foran radioen og lærte sangene ved at lytte og spille dem efter gehør. Oftest dem om kærlighed. Det er nok det, der har gjort mig til den romantiske sangskriver, jeg er i dag.
Som teenager begynder Bruno ved siden af skolen at skrive og indspille sin egen musik. Han bliver grebet af at udfordre sin kreativitet og hele tiden forsøge at forny sig, fortæller han. Numrene, som han brænder ned på cd'er, sælges og foræres væk til fester og koncerter rundt om i Maceió.
BB: Jeg læste matematik på universitetet, da jeg i 2021 fik et tilbud fra mit pladeselskab i London – Far Out. Og der gjorde jeg op med mig selv, at hvis jeg virkelig skulle give musikken en chance, måtte jeg flytte til São Paulo. For det er dér, det sker.
Da jeg kom til São Paulo, følte jeg en frihed. Jeg fik et studie, mødte en masse mennesker, fik muligheden for selv at skabe. Året efter udgav jeg mit første album. Det ændrede mit liv.
Udgivelsen af No Reino Dos Afetos i 2022 blev et vendepunkt for Bruno. Det britiske pladeselskab Far Out Recordings signede ham og udgav albummet internationalt, og pludselig begyndte hans musik at bevæge sig langt uden for Brasilien. Sangen O Nome de Meu Amor blev fremhævet af internationale musikmedier, og året efter rejste Bruno for første gang ud af Brasilien.
Siden er det gået stærkt. Han har turneret i Europa, Storbritannien og Asien og spillet både små koncerter og til store festivaler. I Brasilien har han delt scene med navne som Ana Frango Elétrico og Bala Desejo, og i Danmark har han spillet på ALICE og senest Roskilde Festival.
WØ: Hvad har den overgang betydet for dig, både personligt og som kunstner – at du har fået succes på den her måde?
BB: At kunne leve af min musik er hele drømmen. Den fulde drøm. Jeg elsker det. Jeg håber bare, at jeg får lov til at blive ved resten af mit liv.
BB: Det betyder også noget, at jeg kan hjælpe folk omkring mig. Jeg møder så mange talentfulde mennesker. Jeg prøver at hjælpe dem – ikke med tomme løfter. Nej, jeg indspiller med dem, booker dem og prøver at skabe muligheder for dem. Mange af dem burde få langt mere støtte, men sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg gør det af kærlighed til mine venner og mit folk. Jeg elsker at se dem lykkes. Jeg elsker at få tingene til at ske.
Oplev Bruno Berles Sem Fronterias her: